
Som alle andre ting bliver museumsgenstande også rustne, beskidte og skrøbelige med tiden, med mindre der bliver gjort en indsats for at forhindre det. Konserveringsarbejdet er derfor en meget vigtig opgave i forbindelse med arbejdet med Statens Forsvarshistoriske Museums samlinger. Museets konserveringsarbejder består af flere dele. For det første må museet hele tiden følge med i, i hvilken stand de enkelte dele af samlingerne er for at kunne gribe ind i tide, hvis noget er ved at gå galt. For det andet skal museet have mulighed for at kunne konservere tingene på den rigtige måde og med de rigtige midler på det rigtige tidspunkt. Endeligt er det ikke nok at en ting bliver konserveret - det er ligeså vigtigt at finde ud af hvordan den skal konserveres.
Museet har siden 1995 haft et meget nært og godt samarbejde med Bevaringsafdelingen, Nationalmuseet. Bevaringsafdelingen hjælper museet med at overvåge tilstanden i samlingerne og rådgiver om forskellige bevaringsmæssige spørgsmål. Det kan f.eks. være spørgsmål omkring, hvordan en genstand skal opbevares i udstillinger eller magasiner, eller hvordan man iøvrigt skal håndtere den, så den bevares bedst muligt. Samtidig foretager Bevaringssafdelingen størsteparten af det praktiske arbejde med konserveringen af genstandene.
Frederiksholms Kanal 29 · DK-1220 København K · Tel: 33 11 60 37 · Fax: 33 93 71 52 · EAN-nr.: 5 798 000 793 583
thm@thm.dk · © Statens Forsvarshistoriske Museum · Sidst opdateret 23.07.2010