
16. Januar 2012 – Ingeniørerne sætter spot på Orlogsmuseets piratudstilling
’I Piraternes Kølvand’ fortæller den dramatiske historie om, hvordan danske orlogsskibe har kæmpet mod piraterne under både fjerne og hjemlige himmelstrøg - fra Nordatlantens kolde bølger omkring Island og Færøerne til de varmere himmelstrøg ved Marokko, Libyen og helt ned til Afrikas Horn og over til de tidligere danske besiddelser i Dansk Vestindien.’
Orlogsmuseets udstilling – der nu er forlænget til og med juli måned i år, får en rigtig fin omtale med ind i det nye år af Nyhedsmagasinet Ingeniøren, som foruden en loyal og detaljeret gennemgang af udstillingen også har fået en snak med SFHMs salgs- og kommunikationschef, Søren Moesgaard Bjørnsen:
»Baggrunden for udstillingen er, at hele debatten om pirater er blusset op igen i forbindelse med piratangrebene omkring Afrikas Horn. Pirater har været en udfordring for den danske flåde gennem mange hundrede år, og flåden er stadig engageret i piratjagt i dag, så det er oplagt at lave en udstilling, som viser, at kampen mod pirater ikke er noget nyt.«
Nyhedsmagasinet Ingeniøren udkommer på tryk hver fredag i et oplag på 80.000 eksemplarer. Til Nyhedsmagasinet Ingeniøren knytter sig Ing.dk, der har over 174.000 brugere pr. måned.
Se artiklen her:
» Nyhedsmagasinet Ingeniøren
Januar 2012 – Vintertilbud på historiske figurer, modeller og hobbyartikler
Er du samler, fingernem eller bare historisk interesseret? Og får årstidens kolde blæst og slud dig til at trække ind i varmen og kaste dig over de indendørs aktiviteter? Så skal du helt bestemt besøge museumsbutikken på Tøjhusmuseet. Her har vi lige nu sat priserne ned på hobbyartikler (samlesæt, maling, lim, pensler etc.), et udvalg af middelalderfigurer i tin, ’Force-modeller’, bøger, klassiske flymodeller, små skibsmodeller og andet legetøj. Kom forbi Slotsholmen lige midt i København og gå på opdagelse i butikken. Og find her inspiration og spændende sager til mange timers indendørs underholdning på kolde vinterdage.
Du betaler naturligvis ikke entre til museet for at shoppe i museumsbutikken.
Foto: Pia Hansen, Statens Forsvarshistoriske Museum.
13. december 2011 - Den Fjerne Krig nomineret til Weekendavisens litteraturpris
Avisens redaktion har nomineret bogen Den Fjerne Krig – 17 perspektiver på Afghanistan til Weekendavisens litteraturpris 2011. Prisen blev indstiftet i 1980 under avisens daværende kulturredaktør Flemming Behrendt og er på 100.000 kr. I indstillingen skriver avisen blandt andet: "Bogen er velskrevet, velredigeret og meget fint illustreret; den gør det muligt for ikke-eksperter at forstå, hvad krigen handler om, og hvordan militærstrategerne, kriseanalytikerne og sociologerne tænker om Afghanistan. En helt nødvendig bog." Prisvinderen offentliggøres i slutningen af januar.
28. november 2011 - Fem håndboldbaner pommersk fyr i topform
I løbet af november måned har håndværkere afrenset gulvet i Tøjhusmuseets Rustkammersal. Den 160 meter lange og 25 meter brede Rustkammersal har med sine 4000 kvadratmeter et areal der svarer til fem håndboldbaner, og det er uden tvivl et af Danmarks største historiske bræddegulve. Gulvet, der er af pommersk fyr og fra midten af 1600-tallet, har siden 1930’erne jævnligt været behandlet med en mørk bonevoks, men ved lukningen af den hidtidige våbenudstilling i 2008 var det kun under montrerne, at gulvet stadig bar spor af den mørke behandling, resten var slidt af publikums fødder igennem 70 år. Nu bliver gulvet renset med sæbe og får en efterfølgende ludbehandling, så det kommer til at fremstå lyst og indbydende, når museet slår dørene op for den nye permanente udstilling i 2012.
Foto: Pia Hansen, Statens Forsvarshistoriske Museum.
31. oktober 2011 - Digitalt kort fra 1761
I 1761 tegnede ingeniørofficeren Christian Gedde et helt specielt kort over København. Det er et såkaldt eleveret kort, hvor bygningerne ses i fugleperspektiv. Kortet er helt unikt og giver et fantastisk billede af hovedstaden i midten af 1700-tallet. Kortet tilhører Københavns Stadsarkiv som i anledning af 250-året for dets frembringelse har lavet en særlig hjemmeside, hvor kortet kan ses i digital udgave. På siden kan man også se en række små videoer, hvor eksperter fortæller om forskellige bygninger og anlæg, som endnu er bevaret i byen. Bl.a. fortæller museumsinspektør Karsten Skjold Petersen fra Statens Forsvarshistoriske Museum om Kastellet og Tøjhushavnen.
» Digitalt kort
Museumsinspektør Karsten Skjold Petersen fortæller i små videoklip om Kastellet og Tøjhushavnen på ny hjemmeside om ingeniørofficerens Geddes fantastiske eleverede kort over København fra 1761. Gå på opdagelse i København i midten af 1700-tallet.
» Video 1
» Video 2
20. oktober 2011 - Borgerkrig og korsang afløst af riddere
På kulturnatten var der bulder og brag på Tøjhusmuseet, da Nord- og sydstaterne mødtes i et drabeligt slag med kanoner, musketter og sabler. Syd havde besat et af Nords depoter, og det skulle tages tilbage, koste hvad det ville. Det kom til voldsomme og drabelige kampe, så brag og krudtrøg lå tæt over tribunerne. Anderledes hyggeligt var der på Orlogsmuseet, hvor korsang og bægerklang var på programmet, naturligvis afbrudt af et par obligatoriske slagsmål imellem sømænd. I efterårsferien overtog middelaldermarkedet og ridderne Tøjhusmuseet, og hver dag fra den 16.-23. oktober kæmper de rivaliserende klaner Hvide og Rane om magten og jorden.

Foto: Pia Hansen, Statens Forsvarshistoriske Museum.
19. oktober 2011 - Hjemme for første gang i over 140 år
Den 10. september blev Istedløvens hjemkomst til Flensborg fejret med manér og royal deltagelse. Efter at have været under kærlig behandling hos konservatorerne står løven nu i sin oprindelige bronzefarve og skuer ud over Flensborg Gamle Kirkegård for første gang i over 140 år. Den berejste løve blev oprindeligt opstillet på kirkegården i 1862, men allerede omkring 1866 flyttede tyskerne den til Berlin, og monumentet fik altså kun godt fire år på det sted, hvor det nu atter kan opleves. På Søren Kierkegaards Plads i København står kun den tomme sokkel tilbage, men løven er kommet hjem til Flensborg efter næsten halvandet århundrede, og denne gang skulle den gerne blive stående.
Foto: Inger Sørensen
18. oktober 2011 - Weekendavisen anmelder Den Fjerne Krig

To fredage i træk har Weekendavisen anmeldt Den Fjerne Krig, først udstillingen den 7. oktober og dernæst bogen den 14. oktober. "Tøjhusmuseet udstiller Afghanistan-krigen med sand og sten og de originale dele fra Armadillo, så man næsten er der igen" skrev Anne Knudsen blandt andet i sin anmeldelse af udstillingen den 7. oktober. Ugen efter fulgte en rosende anmeldelse af bogen, hvor samme anmelder blandt andet skrev: "…man må i høje toner prise Statens Forsvarshistoriske Museum for i forbindelse med Tøjhusmuseets udstilling om krigen i Afghanistan at komme med en antologi, hvor den forudsætningsløse uden stort besvær kan sætte sig ordentligt ind i hovedtrækkene af historien."
Læs anmeldelsen af udstillingen her:
» Udstillingsanmeldelse
Læs anmeldelsen af bogen her:
» Boganmeldelse
Anmeldelserne bringes med tilladelse fra Weekendavisen.
18. oktober 2011 - Byggeaftale sætter den nye udstilling på skinner
En vigtig del af arbejdet med den nye permanente udstilling kom på plads i uge 41, da Statens Forsvarshistoriske Museum skrev kontrakt med bygge- og entreprisefirmaet Jönsson A/S. Opgaven kommer i kompetente hænder hos firmaet, der blandt andet har stået for byggeprojekter for Sonofon A/S, Københavns Lufthavne A/S og Operaen i København. Det praktiske projektarbejde kan nu gå i gang, og museet forventer at åbne den nye udstilling i 2012.
Læs om Jönsson A/S her:
» Jönsson A/S
Læs om den nye permanente udstilling her:
» Ny permanent udstilling
13. oktober 2011 - Statens Forsvarshistoriske Museum kortlægger den Kolde Krigs spor

I 1991 var den Kolde Krig endegyldigt ovre, da Sovjetunionen brød sammen og Warszawapagten blev opløst. Dengang bestod det militære beredskab i Danmark af ca. 1000 militære anlæg samt ca. 14.000 bygninger og anlæg, der indgik i det civile beredskab. De mange faciliteter udgjorde Danmarks sikkerhedspolitiske rygrad under den Kolde Krig, og de bestod af bl.a. kommandobunkere, radaranlæg, flyve- og flådebaser, missilanlæg, nødhospitaler og beskyttelsesrum. Mange af de militære anlæg var hemmelige, og de har derfor ikke været kortlagt officielt.
Siden 1991 er en del af disse bygninger og anlæg nedrevet eller ombygget til andre formål. Statens Forsvarshistoriske Museum indledte derfor i 2007 et omfattende arbejde med kortlægge og beskrive de mange anlæg, der ligger spredt ud over Danmark. Arbejdet foregår stadig, men ikke alt kan bevares. Derfor er det vigtigt at få kortlagt og registreret så meget som muligt, så historien ikke går tabt, og væsentlige dele af den Kolde Krigs spor i Danmark går i glemmebogen.
"Det er en af museets hovedopgaver at sørge for, at fortiden bevares for eftertiden, og her er den Kolde Krigs mange spor i Danmark helt centrale. I en periode på godt fyrre år dominerede den Kolde Krig både den internationale situation og snakken over spisebordene herhjemme, så det er en vigtig del af Danmarkshistorien, vi ønsker at kortlægge, bevare og formidle." udtaler museumsdirektør Ole L. Frantzen.
Du kan hjælpe os.
Selv om arbejdet har været i gang i flere år, kommer der stadig nye elementer til. De personlige historier er også vigtige for os, ikke mindst fordi de er en del af anlæggenes historie. Hvis du derfor ligger inde med viden eller har nogle kommentarer vedrørende et bestemt anlæg, også et af de hemmelige, vil vi gerne høre fra dig. Du kan kontakte os her:
» Kontakt
Læs mere om projektet her:
» Den Kolde Krigs Danmarkskort
12. oktober 2011 - Google Street View på Orlogsmuseet
Den flinke newzealænder Glen fra Google Street View kom i dag forbi på sin specielle trehjulede cykel for at foretage optagelser i gården ved Orlogsmuseet. Indtil nu har man kun kunnet se museet på Google Street View fra hhv. Bådsmandsstræde og Overgaden oven Vandet, og det har gjort det svært for potentielle gæster at finde indgangen, når de sad på nettet og forberedte deres besøg. De nye optagelser vil uden tvivl gøre det lettere på forhånd at finde indgangen til Orlogsmuseet, der jo ligger i gården. Selv om optagelserne er i kassen, går der sikkert nogle uger, inden de kommer på nettet.
3. oktober 2011 - Statens Forsvarshistoriske Museum ønsker det nye Nyboder held og lykke
Mandag d. 3. oktober lyder startskuddet til en større modernisering af Nyboder. Det er forsvaret, som ejer de karakteristiske rækkehuse, der efter snart 400 år som indkvartering for Søværnets og andet militært personel i høj grad trænger til en modernisering. Men moderniseringen af de fredede bygninger skal ske i pagt med områdets unikke kulturarv. Derfor er der nedsat en særlig følgegruppe, der skal tilse, at alle relevante spørgsmål bliver vendt - herunder spørgsmål om kulturarv. Derfor er Statens Forsvarshistoriske Museum også repræsenteret i følgegruppen ved museumsinspektør, ph.d. Jakob Seerup. Gruppen består i øvrigt af repræsentanter fra Forsvaret, Kulturarvsstyrelsen, Nationalmuseet, Nyboders beboere og arkitekter.
Jakob Seerup er ekspert i Flådens sociale historie i ældre tid og har bl.a. skrevet om Nyboders toiletforhold i 1700-tallet. Til daglig er han faglig leder af det store udstillingsprojekt om Danmarks Krige, der skal åbne i 2012 på Tøjhusmuseet - i et hus, der ligesom Nyboder kan takke den byggeglade konge Christian d. 4. for sin opførelse.
Se mere om arrangementet og projektet i Nyboder på denne side:
» Nyboder
9. september 2011 - Fra Tøjhusmuseet til Flensborg
Istedløven er nu genopstillet på Flensborg Gamle Kirkegård, hvor den oprindelig stod. Lørdag den 10. september fejres løvens hjemvendelse til sin oprindelige plads ved en indvielsesceremoni under overværelse af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim.
Direktør for Statens Forsvarshistoriske Museum, Ole Louis Frantzen udtaler i anledning af nyopstillingen: Vi har været glade for at passe på løven, som har stået flot foran Tøjhusmuseet, og som vi er kommet til at holde af gennem årene. Men nu er tiden kommet til at statuen vender hjem til sin oprindelige placering, hvor den nu igen tjener sit oprindelige formål som monument for de faldne fra slaget ved Isted. Som museumsmand og historiker glæder jeg mig over, at statuen i Flensborg vil stimulere interessen for den dramatiske og bevægede dansk-tyske krigshistorie i regionen. Denne historie vil vi også formidle i museets nye udstillinger, som åbner til næste år. Løven er ikke længere i København, men historien om de Slesvigske Krige vil stadig blive formidlet på Tøjhusmuseet.
Istedløven er skabt af den danske billedhugger H.W. Bissen i 1859-60 til minde om de faldne danskere i slaget på Isted Hede i 1850 under treårskrigen og blev oprindelig opstillet på kirkegården i Flensborg. Et par år efter det danske nederlag ved Dybbøl i 1864 blev løven ført til Berlin som krigsbytte og symbol på den tyske sejr. I 1945 kom statuen til København, hvor den blev overgivet til Kong Christian d. X og placeret ved Tøjhusmuseet. Byrådet i Flensborg besluttede den 4. juni 2009 at anmode den danske stat om, at Istedløven føres tilbage til sin oprindelige placering i Flensborg. I begrundelsen hedder det bl.a., at "Istedløven i dag kan tjene som et vidne om en dansk-tysk fortid både i Flensborg by og i regionen som helhed".

I løbet af 2011 blev Istedløven nedtaget fra sin sokkel foran Tøjhusmuseet og restaureret af Nationalmuseets metalkonservatorer. Løven blev ved den lejlighed skilt ad, som det ses her.
7. september 2011 - Veteraner på Statens Forsvarshistoriske Museum
Forsvarsministeriet har indført et såkaldt "Veterankort". Veterankortet udstedes til nuværende og tidligere medarbejdere, der har været udsendt i forsvarets internationale operationer. Indehaveren kan bruge kortet til at legitimere sig som veteran og derigennem modtage anerkendelse for indsatsen i Danmarks internationale missioner.
Hvis du er en af de 27.000 modtagere af dette kort, kan du nu få rabat ved adgang til Tøjhusmuseet og Orlogsmuseet. Det vil sige at entre kun er 40 kr. hele året.
6. september 2011 - Kongelige gaver
Da dronning Margrethe og hendes søstre for nyligt ryddede op på Gråsten Slot fandt de i en hvid kommode en række maritime genstande fra deres far, den ivrige søofficer Frederik d. 9. Søstrene pakkede de fine ting i en kasse og sendte den til Statens Forsvarshistoriske Museum, hvor de nu bliver registreret og undersøgt. Det drejer sig om kongens personlige sekstant og andre navigationsinstrumenter samt hans svenske og britiske admiralsflag. Statens Forsvarshistoriske Museum takker og glæder sig til at kunne udstille genstandene på Orlogsmuseet på Christianshavn.
6. september 2011 - Museumsbutikken
I forbindelse med åbningen af Tøjhusmuseets nye særudstilling "Den Fjerne Krig – Dansk Soldat i Afghanistan" har museet forbedret museumsbutikken, som har fået sit varesortiment kraftigt forøget og forbedret, samtidig med, at selve butikken er flyttet ind i den gamle Kanonhal. Fra butikken kan man nyde det unikke udsyn over de gamle kanoner og se ned til den nye særudstilling.
5. september 2011 - Den fjerne krig kommer nærmere
Danske soldaters hverdag i Afghanistan udstilles på Tøjhusmuseet
Tøjhusmuseet åbnede 1. september en særudstilling om Afghanistan. For første gang får civile danskere mulighed for at træde ind i soldaterlejrene i ørkenen og mærke stemningen hos en dansk kampgruppe. I den gamle Kanonhal er et lille stykke missionsområde blevet skabt bag sandfarvede beskyttelsesmure.
Den 600 m2 store udstilling gengiver danske soldaterlejre og omgivelserne så virkelighedsnært som muligt. Uniformer, våben og førstehjælpsudstyr i kassevis er hentet hjem fra ISAF Hold 10, der var i Afghanistan i efteråret 2010. Tingene er brugte, skrammede og fyldt med personlige graffitihilsener. Næsten alt er til at samle op og røre ved, så den besøgende kommer i direkte kontakt med dagliglivet i lejren. Samtidig ryster udstillingen sanserne med helikopterlarm og andre special effects.
Projektleder Morten Tinning understreger, at udstillingen hverken skal glorificere eller dæmonisere krigen i Afghanistan:
»Vi udråber ingen helte eller skurke. Målet er at fortælle objektivt om krigens virkelighed og om Danmarks engagement".
Udstillingen åbnedes officielt af prins Joachim, der er præsident for støtteforeningen Tøjhusmuseet Venner.
31. august 2011 - Særudstilling på Tøjhusmuseet: Den fjerne Krig

Læs mere om udstillingen:
» Den fjerne Krig
22. marts 2011 – Arkitekterne på plads til den nye udstilling
Ingen ny permanent udstilling uden en udstillingsarkitekt! Via et offentligt udbud fik vi en sådan i hus i starten af marts, og selve tegne- og designarbejdet med den nye udstilling er allerede i fuld gang.
Valget faldt på Johan Carlsson og Tove Alderin, der tilsammen danner JACTA med kontor i både København og Stockholm. De har tidligere lavet udstillinger til bl.a. Armémuseet og Vasamuseet i Stockholm.
Via arkitekterne har museet også indgået aftale med grafikerbureauet All The Way To Paris, der er et mix af svenske og danske grafikere med base i København. Nogle af jer kender dem måske som ophavskvinderne til den grafiske profil for bl.a. Karrierebar og Pumpehuset.
Vi har ikke arbejdet sammen med hverken JACTA eller ATWTP før, men deres ideer er spændende og nytænkende, og vi er sikre på, at udstillingen nok skal blive rigtig flot!
Besøg hjemmesider:
» JACTA
» All The Way To Paris
8. marts 2011 – En løve med X-faktor
Istedløven er gået hen og blevet lidt af en kendis det sidste år. Siden det blev offentlig kendt, at den skulle flyttes tilbage til sin gamle plads i Flensborg, har den optrådt i både tv, aviser og blade. Senest i fagbladet Danske Officerer, der også bringer billeder fra løvens indre!
Læs mere:
» Omtale 1
» Omtale 2
9. februar 2011 - Miljøvenligt museum
Et museum kan skam også være miljøvenligt! Og vi har faktisk pligt til at være det ved at reducere energiforbruget med 10 % fra 2006 til 2011. Derfor har vi sidste år investeret 2 mio. i grøn energi bl.a. i form af ny belysning på både Orlogsmuseet, Tøjhusmuseet og på vores kontorer.
Tag en tur på museum i vinterferien og se det hele i et nyt lys!
Vinterferien på Tøjhusmuseet 2011 - Superhelte og Superskurke
Oplev helte og skurke fra historien og filmens verden i et forrygende action/kampshow på Tøjhusmuseet.
Oplev hvordan den danske superhelt Tordenskjold møder sin død i duel, og se hvordan Spiderman klatrer på vægge og kaster sig fra højhuse. Der bliver masser af helte i kamp med skurke fra Sherlock Holmes og professor Moriarty til Luke Skywalker og Darth Vader. Det bliver en kamp på liv og død, hvor publikum også får lov til at bestemme, hvem som skal vinde.
Uge 7, 14. – 20. februar - Show hver dag kl. 11 og kl. 13 på Tøjhusmuseet
Pris: Voksne 60 kr., børn (3-17) 30 kr.
Billetter kan købes samme dag i museets kiosk og inkluderer entré til museets udstillinger.
Vinterferien på Orlogsmuseet 2011 - Piratshow
Piraterne kæmper igen på Orlogsmuseet!
Kom og oplev det populære historiske fægteshow om pirater. Du vil opleve, hvordan den berømte Sortskæg levede og døde, og fra Danmarkshistorien fortælles om den danske søofficer Irminger og hans jagt på den berygtede pirat Laforcada. Intet piratshow uden Jack Sparrow, så ham får vi også besøg af. Se fægteshowet og besøg vores piratudstilling.
Uge 7, 14. – 20. februar - Show hver dag kl. 11 og kl. 13.
Pris: Voksne 60 kr., børn (3-17) 30 kr.
Billetter kan købes samme dag i museets kiosk og inkluderer entré til museets udstillinger.
28. januar 2011 – Et kikset fund fra magasinet
I jagten på gode genstande til den nye permanente udstilling på Tøjhusmuseet sker det, at vi falder over noget særlig godt. Noget som vi er nødt til at dele med jer med det samme!
Forleden dag var det beskøjten her. Bag på beskøjten sidder en lille lap, hvor der står: "Denne lille Biscuit havde jeg i min lille Tornyster som Sec. Lieut. med i Slaget ved Isted d. 25. Juli 1850. M. Wittrup." Helt lille er den nu ikke med en diameter på ca. 10 cm.
Vi glæder os til at vise jer den for alvor, når udstillingen åbner i efteråret 2012!
24. januar 2011 – Krigen i Afghanistan – snart på et museum nær dig!
Til efteråret kommer den: Udstillingen om krigen i Afghanistan og de udsendte danske soldater!
Mange af jer har efterspurgt en udstilling om krigen i Afghanistan, og vi har rigtig gerne villet lave den. Nu har en donation på 2,7 mio. kr. fra Det Obelske Familiefond banet vejen for, at det kan lade sig gøre. Formålet med en sådan udstilling er at give danskerne et mere nuanceret billede af krigen og at bidrage til en bredere forståelse af krigens virkelighed i Afghanistan.
Udstillingen bliver delvis til i samarbejde med Hold 10, der lige nu er udstationeret i Helmand-provinsen. Soldaterne sender løbende mails og billeder direkte til os, og de skal være med til at bygge udstillingen, når de vender hjem. Udstillingens fokus vil især være på soldaternes arbejde og deres personlige oplevelser, og det bringer os andre helt tæt på begivenhederne.
Vi forventer at åbne udstillingen på Tøjhusmuseet i september 2011.
Læs mere » Artikel i Jyllandsposten (pdf)

Foto: Bo Byskov-Eriksen/Forsvarets Mediecenter.
7. januar - Når nyt og gammelt mødes
Fredag eftermiddag åbnede den før omtalte kunstinstallationen "Kanonens akustik" i Tøjhusmuseets kanonhal. Vi håber, at du som vores gæst vil synes om den utraditionelle blanding af nyt og gammelt. Du har chancen for at se udstillingen frem til d. 27. februar, og du kan læse mere om den her:
Læs mere » Kanonens Akustik
Siden er opdateret 16.01.2012
[Til toppen]